TESKOLE
		Hvad angår te, findes der et utal af muligheder at vælge i mellem. Der eksisterer en bred vifte af fristende og særdeles forskelligartede smagsaromaer indenfor te, hvorfor det giver mening at have flere sorter i huset, så man altid har den rette stående til at matche sit humør såvel som tidspunktet på døgnet.
Gratis smagsprøve		Vi har valgt at fremsende gratis og helt friske smagsprøver på vores te, for at du kan finde frem til netop dine favoritter. Mange foretrækker en sort te - måske med lidt mælk - om morgenen. Til hverdag måske en lidt maltet med let blomsteraroma, her er Ceylon eller Assam velegnede. Til weekenden - hvor man har bedre tid - måske én med mere markant blomst, som fx Keemun eller Yunnan.  I løbet af dagen kan man så skifte til grøn, oolong eller en billig hvid te, som er lettere, mere læskende og ikke nødvendigvis kræver det store udstyr at fremstille. Ceylon Silver Tips er det perfekte valg til en stille stund med en god bog eller behagelig musik, hvor Yin Zhen Pekoe, den dyre hvide, er rigtig god, når alle andre er gået i seng, der er blevet stille og man skal bare lige sidde en stund og reflektere over dagens begivenheder. Er man ikke så erfaren udi tedrikkeriets ædle kunst, kan det til en begyndelse nok bedst betale sig at holde sig i den mere prisvenlige ende. Ofte er det sådan, at jo dyrere en te er, des blødere og finere bliver den i smagen, hvorfor det er tilrådeligt at starte i bunden af prisskalaen og langsomt bevæge sig op, efterhånden som man udvikler sin smag og stiller større krav til sin te. Ofrer man penge på én af verdens bedste teer, skal den opbevares, tilberedes og serveres med den respekt, den fortjener. Te skal være frisk - helt frisk! Den skal stamme fra den seneste høst og have været opbevaret korrekt hos såvel producent og forhandler som i hjemmet. Det sker desværre tit, at man køber en dyr te hos en forhandler, som har haft den stående lidt for længe i butikken, hvorved den mister sin glans. Hos tehandleren havde man i gamle dage de fulde kasser fra teplantagerne stående i kælder eller baglokale og aldrig mere te i dåserne i selve butikken end man kunne sælge på to dage. Den regel er forsvundet i takt med at tehandlerne fører flere og flere te-sorter. Hver gang man lukker sådan en dåse op, kommer der frisk luft til teen, hvorved den mister lidt af sin særpræg og smag. Og har den været opbevaret for længe i butikken, vil den altid berede kunden en skuffelse.
Levetid		Den bedste te "lever" ikke meget mere end 30-40 dage efter den har forladt sin plantagekasse. Vores målsætning er at få så frisk te som muligt ud til kunderne, hvorfor vores salg til private via Internettet foregår på følgende facon: Største delen af vores te bliver fløjet ind, umeldbart efter den er høstet og færdigbehandlet i Asien. Hos os opbevares den i klimatiserede kølerum. Ved større partier vakuum pakker vi hele plantage kasser, for at skabe undertryk i kasserne. Sidst på dagen gør vi salget af hver type te op, hvorved der kun åbnes for te-kasserne denne ene gang om dagen - når vi måler dagens solgte mængde op, pakker og forsegler den i luft- og lystætte poser og sender den øjeblikkeligt til modtageren. Som så har den friske te dagen efter, hvis postvæsenet ellers holder hvad det lover.   Der er ingen tvivl om at blødt vand er bedst til te, men også mineralindholdet spiller en rolle. I praksis er det nok sådan, at man vænner sig til sit eget vand og efterhånden finder de sorter, der egner sig bedst til ens vandkvalitet. Har man hårdt vand i hanen, bør man dog overveje at bruge kildevand ved brygning af lette teer. Det giver en mærkbar ændring hvad angår både smag og duft. Kogningen af vandet er vigtig for resultatet. Frisk koldt vand bringes til kogepunktet, men må endelig ikke koge over. I det øjeblik vandet begynder at koge tages det af. Lader man det koge bare et øjeblik for længe, forsvinder ilten fra vandet. Ilten er med til at trække aroma ud af bladene. Det bedste resultat opnås ved at hælde bladene direkte ned i potten eller glasset uden filter, så de får så meget plads som muligt. Det kan virke besværligt - og er det såmænd også - med f.eks. indiske teer, der bliver bitre, når de trækker for længe, således at man efter endt træktid må dekantere teen til en anden tepotte, som også skal være forvarmet. Løsningen er den enkle, at man ikke brygger mere te end til en enkelt kop bordet rundt. I Danmark brygger man gerne mindst en liter te ad gangen. I Kina derimod er det svært at finde en god tepotte, der kan indeholde mere end 20-40 cl. Kinesisk te er den der holder sig bedst i tepotten uden at blive bitter, men alligevel lægges der stor vægt på at servere og nyde teen helt friskbrygget. God kvalitets-te skal ikke smides ud, når man har trukket på den en gang. De fleste af vores teblade kan der brygges på mellem to til fire gange, ja, mange grønne teer bliver mærkbart bedre anden gang der brygges på dem. I de arabiske lande, hvor gunpowder drikkes i enorme mængder, er det normalt man hælder den første brygning ud for at dæmpe den lidt bitre smag, der ofte kendetegner denne te. Man kan eventuelt tilføre en anelse frisk te hver gang man genbrygger på bladene. Grøn, hvid og oolong te kan man godt gøre en større videnskab ud af at brygge, men det er ikke nødvendigt. Har man et glas med vand, der ligger på omkring de 80-90 grader, kan man hælde lidt teblade direkte ned i vandet og lade dem blive i glasset, mens man drikker teen. De falder som oftest til bunds, når de har suget væde til sig. Bliver teen for stærk, kan man hælde lidt mere vand i og på den måde brygge på de samme blade en halv dag. Er det sort te der skal brygges, skal tepotten forvarmes. Man bør hælde vandet i den, kort før vandet koger. Mange af de aktive stoffer i sort te frigives kun ved en temperatur mellem 90 og 100 grader. Hvis man hælder kogende vand ned i en lunken eller kold te potte vil temperaturen hurtigt falde til under 90 grader, hvilket vil medføre at stofferne ikke frigives i vandet, men bliver i tebladene.  Afvej eller afmål den mængde te, der skal bruges. En tommelfingerregel er en teske (to gram) pr. kop. De to gram holder i de fleste tilfælde, selvom en teske er svær at beregne, idet der er stor forskel på bladenes størrelse, men efter et par forsøg finder man hurtigt frem til den mængde man syntes er passende. Vi anbefaler træktid på alle vore teer. Disse skal opfattes som en guide og man bør selv eksperimentere sig frem. I starten af træktiden (de første par minuter) frigives teinen (koffein), der virker opkvikkende. Under forudsætning af at temperaturen holdes, frigives en større mængde stimulerende stoffer, der virker neutraliserende på teinen og giver en berolignde virkning. Det kogende vand hældes over omgående efter det er taget af kogepladen, der sættes låg på og tehætten anbringes henover. Så kommer det store øjeblik, hvor den dampende varme drik er klar til servering. Nogle foretrækker store tunge kopper, andre foretrækker små fine kopper. Der er den fordel ved små kopper, at teen skal ikke bruge så meget varme på at opvarme koppen og man ender derfor ikke med en halv kop, som er lunken og kedelig. Følger man disse simple procedurer og i øvrigt vænner sig til at en god kop te tager tid, tør vi til gengæld godt garantere, at der ligger en verden af smagsoplevelser forude. En god, frisk kop te er mere og andet end endnu en billig stimulans i en hastigt accellererende verden, det er ganske enkelt livskvalitet. Til en rimelig penge, tilmed.
		TECEREMONIEN I JAPAN
		Japanerne har som intet andet folkeslag udviklet et helt specielt forhold til te. Det blev dog først almindeligt at drikke te i Japan i 1200-tallet, hvor munken Eisai vendte hjem fra Kina efter at have studeret zenbuddhisme hos Rinzaisekten. Han nedskrev blandt andet, hvordan man burde drikke den grønne pulveriserede te og hvorledes dette ville forlænge ens liv. Han beskrev endvidere hvordan te fremmede såvel det fysiske som det åndelige velbefindende. I begyndelsen udviklede teritualet sig primært hos zenbuddhistiske munke, men i takt med at zenbuddhismen bed sig fast i Japan, opnåede teen større udbredelse. De strenge ritualer og regler passede godt til den nyopståede samuraiklasses verdenssyn. Indflydelsesrige familier afholdt tesmagningskonkurrencer og i 1300-tallet fandtes der over 100 forskellige tesorter i Japan. I begyndelse importeredes teredskaberne fra Kina og visse af disse blev samlerobjekter for shogunerne. Dette forhold til te ændrede sig efter nogle hundrede år, hvor den teceremoni vi kender i dag opstod. Historien fortæller, at munken Shuko, der levede i 1600 tallet, var ved at blive ekskluderet fra den orden han tilhørte, fordi han altid faldt i søvn under den daglige meditation. Han gik til sin læge, som ordinerede ham at drikke te, hvilket hjalp. Shuko var så glad for teens virkning, at han herefter begyndte at servere te for alle.
Sen no Rikyuu		Shogunen Yoshimassa hørte om Shuko og fik ham til at udføre en teceremoni for sig. Shuko anerkendes som den første teceremonimester i Japan. I hans levetid bredte teen sig til den brede befolkning og der dukkede teboder op langs de store veje. Under teceremonien betragtede samuraierne ofte fuldmånen fra balkonerne på de daværende tehuse. Men Shuko ønskede ikke, at man skulle foretage sig andet under teceremonien, han tilstræbte i stedet forenkling og koncentration. Han mente, at hvis en sand meditativ tilstand skulle opnås, burde teceremonien foregå i en lille afsides bygning. Hans elev Soju udviklede dette koncept efter Shukos død. Temesteren Jo-o er kendt som grundlæggeren af den form for teceremoni, som kaldes wabi, hvilket betyder en forståelse for og indsigt i enkelhed og stilhed. Jo-o byggede tepavillionen som en lille simpel bondehytte og benyttede enkle japanske teredskaber i sin teceremoni. Det er dog teceremoniens mester Sen no Rikyuu, der udarbejdede den endelige ideologi omkring selve teens vej - chadoo i 1600-tallet.  Sen no Rikyuu var temester hos Toyotomi Hideyoshi, der var Japans militære leder fra 1585. Hideyoshi ønskede blandt andet at bruge teceremonien til at pacificere folk efter borgerkrigen. Han fik bygget en fantastisk tepavillion beklædt med bladguld, hvor teskålene også var af guld. Til trods for Hideyoshis holdning, ønskede Sen no Rikyuu, at teceremonien skulle bevæge sig i retning af wabi. Han betragtede teceremonien som en vej til indre balance. Der er fire grundprincipper i ceremonien - harmoni, respekt, renhed og indre stilhed. Disse principper er hentet fra den kinesiske tænkning, men passer ind i den japanske religion shintoisme, buddhismen og konfuciansimen. Inspireret af enkle ting begyndte Sen no Rikyuu at benytte dem i teceremonien. Han introducerede tehyttens lave dør, brugte et stykke krakeleret bambus som vase etc. Det mest berømte japanske keramik til te er raku, der blev udarbejdet under Rikyuus ledelse. Raku er porøst lertøj med en tyk rød eller sort glasur. Det blev fremstillet i hånden for at fremkalde små uensartetheder og for at passe til hånden og læberne. Dette skulle medvirke til at fremkalde den ægte følelse af wabi. Raku betyder tilfredshed eller fornøjelse. Jo længere Sen no Rikyuu bevægede sig fra Hideyoshis opfattelse af teceremonien, jo værre blev deres forhold. Der er flere versioner af historien. Den ene fortæller, at Sen no Rikyuu ikke ville lade Hideyoshi gifte sig med sin datter. En anden fortæller, at Hideyoshis fjender bildte ham ind, at Sen no Rikyu vil putte gift i hans te. Hideyoshi var ihvertfald bange for, at Sen no Rikyu skulle få en større magt end ham selv. Hvor om alting er blev Sen no Rikyuu dømt til døden i en alder af 71. Han var dog så betydningsfuld, at han fik lov til selv at tage sit liv. Han inviterede sine nærmeste elever og lavede en sidste teceremoni, hvor han forærede hver enkelt et af sine teredskaber. Til sidst slog han den skål, han havde drukket af, i stykker, da den var besmittet af hans uheld. Han tog sin teceremonidragt af og iført den hvide dødsdragt begik han seppuku. Teceremonien, som Sen no Rikyuu havde udformet, blev efterlevet af hans elever og sønner efter hans død. Efterhånden bredte det sig til den almindelige befolkning og der opstod flere skoler. Den dag i dag udføres teceremonien i Japan efter Sen no Rikyuus forskrifter. Teceremonien bliver selvfølgelig kun udført ved specielle lejlighedder, men den grønne pulveriserede te drikkes over hele Japan. Japanerne drikker i det hele taget meget te og forskning omkring teens positive virkning på helbredet er udbredt.
Teens forunderlige verden		Teens oprindelse fortaber sig i Kinas mytologiske verden. Det fortælles, at Cheng Nong, en af Kinas tidligste mytologiske herskere, opdagede teen ved et tilfælde. Han sad under et træ og kogte vand, da et blad faldt ned i hans kop. Han kunne umiddelbart både lide smagen og virkningen og teen var født. En japansk legende fortæller at det var Bodhidharma eller Dharuma, den indiske munk, som bragte zenbuddhismen til Kina i 520, der opdagede teen. Dharuma havde af kejseren fået tildelt en hule lige udenfor Nanjing, hvor han kunne demonstrere betydningen af meditation. Her sad han og stirrede ind i væggen i ni år. Til hans store frustration blev han ved med at falde i søvn, når han forsøgte at meditere igennem længere tid. For at forhindre dette, klippede han sine øjenlåg af og kastede dem på jorden. Der hvor de landede, voksede den første tebusk frem. I det femte århundrede havde teen spredt sig til store dele af det sydlige Kina, nogle steder hurtigere end andre, og teen blev nu en handelsvare. I Tang dynastiet udviklede det at drikke te sig til en kunstform i form af et indviklet stiliseret ritual. Teen blev en vigtig del af den skat bønderne skulle betale til kejseren som tegn på deres loyalitet, og helt op til 1911 var teen hårdt beskattet. Allerede i 780 Skrev Lu Yu den første afhandling The Classics of Tea om teens positive virkning og oprindelse.
Teen kommer til Europa		Japan var blandt de lande, der tidligt tog teen til sig. Det står skrevet, at kejser Shomu allerede i 729 serverede te, bragt til Japan af kinesiske munke, for over hundrede munke i sit palads. I 805 vendte den japanske munk Saicho hjem fra Kina med frø fra teplanten. Han plantede disse i en klosterhave og fem år senere besøgte kejser Saga samme kloster og drak en kop grøn te fra disse planter. Han var så fornøjet over denne drik, at han sørgede for, at der blev anlagt teplantager i fem provinser tæt på hovedstaden. Den japanske teceremoni har sit udspring i de kinesiske ritualer, og selvom Kinas ritualer forsvandt, blev japanerne ved med at bevare og udvikle deres teceremonier.
Teen kommer til Rusland		Den første te kom til Rusland i 1618 form af en gave fra en kinesisk gesandt til den russiske Zar. Efter 1689, da de to landes grænser var blevet endeligt fastlagt, opstod der en livlig karavane- handel. Russerne bragte pels med sig og drog hjem med te. Omkring 1700 modtog russerne over 600 kamelladninger te om året, men teen var så dyr, at kun aristokratiet havde råd til at drikke den. I 1735 sørgede Zarina Elizabeth for, at en specifik terute blev etableret, hvorved mængden af te, der kom til Rusland, steg. I 1796 var te en helt almindelig drik i hele Rusland blandt alle sociale lag.
Teen kommer til England		Det første bevis på teens ankomst til England kan læses i en avisannonce for Thomas Garways kaffebar i 1658 i London Her benævnes teen som helsegivende. Disse kaffebarer, som var opstået udelukkende for mænd fra alle sociale lag, begyndte langsomt at servere te. I 1717 åbnede Thomas Twinning det første egentlige tehus for både for mænd og kvinder. Teen overhalede kaffen som den mest populære alkoholfri drik. Det Ostindiske Kompagni, som var blevet etableret allerede i 1600, forærede Charles d. II et kilo te i 1660, men teen havde kompagniet dog indkøbt i en kaffebar i London Først i 1684 lykkedes det englænderne at etablere en handelsstation i Kina. Der gik ikke lang tid før 90% af den kinesiske eksport til England bestod af te. Den kinesiske kejser forlangte at udlændinge kun opholdt sig i havnebyen Guangzhou og at de udelukkende handlede gennem speciel udnævnt kinesiske mæglere. Yderligere måtte de kun opholde sig i byen fra august til marts, resten af året opholdt mange sig i den portugisiske koloni på Macao. Mange store engelske og amerikanske formuer blev grundlagt på tehandel, som betragtedes som en særdeles respektabel levevej. I det syttende århundrede blev te en institution i sig selv, delvis på grund af Dronning Anne. Hun begyndte at drikke te om morgenen, og man mener at det var hende, der introducerede sølvtekanden i stedet for den lille kinesiske lertepotte. Det vakte bekymring i visse dele af samfundet i England, at der blev brugt så mange penge på te. En økonom mente, at pengene burde gå til brød og folk burde arbejde i stedet for at holde tepauser, hvilket afstedkom et ramaskrig fra inkarnerede teelskere. Ligesom Kina og Japan blev englænderne også så inspirerede af te, at der blev skrevet hyldestdigte om teens fortræffelige egenskaber. Teen fik yderligere et opsving af afholdsbevægelsen, der organiserede enorme teselskaber, for at få folk til at drikke te i stedet for gin og øl. Englænderne etablerede forlystelseshaver, hvor folk kunne mødes og divertere sig med forskellige former for underholdning, mens de fik serveret små kager og brød med smør til deres te. Den sidste have af den karakter lukkede i 1850’erne, men på det tidspunkt var te så indgroet en del af det britiske hverdagsliv, at den blev drukket i alle hjem. Teen var så efterspurgt og blev så hårdt beskattet, at der opstod et stort illegalt marked. Som en helt naturlig følge af dette begyndte man at forfalske te. Man brugte fx blade fra elm, ask og piletræer, blandet med savsmuld og spændende ingredienser som tørrede fåreekskrementer, så opfindsomheden var stor. Man mener, at det er en af grundene til, at man begyndte at foretrække den sorte te i stedet for den grønne, fordi den var sværere at forfalske. I 1840’erne grundlagde den syvende grevinde af Bedford den engelske tradition aftenoon tea. De engelske tevaner blev bragt med ud i verden til mange af de lande som englænderne koloniserede.
Opiumskrigene		I 1769 importerede England mere end 4,5 millioner tons te årligt, hvilket drænede statskassen for likvider. Kineserne havde ikke i samme grad brug for de varer som englænderne kunne tilbyde, så de foretrak at få betaling i sølv. Men omkring 1800 fandt englænderne endelig noget som kineserne havde brug for - opium. Kineserne havde røget opium blandet med tobak siden 1620’erne. Englænderne og portugiserne fandt nu på noget smart, som medførte en kolossal stigning i antallet af kinesere som var afhængige af opium. Englænderne og portugiserne solgte opium fra Indien til Kina til gengæld for sølv. Sølvet forblev i Canton og blev krediteret gælden i London. Englænderne tog så til Canton uden varer, fik udleveret sølvet, og købte derefter te for det samme sølv. Den kinesiske regering forbød import af opium i 1800, da en del af den kinesiske befolkning var ved at gå i hundene, og pålagde salg og brug meget hårde straffe, men afhængigheden var allerede så stor, at intet kunne stoppe efterspørgslen. Opium blev ved med at vælte ind i landet illegalt og i modsætning til før forbudet, fik regeringen ingen del i indtægten. Englænderne bestak kinesiske embedsmænd, som så igennem fingrene med indsmuglingen. I 1839 brændte en kinesisk embedsmand 20.000 kasser opium på en strand. Inden året var omme erklærede England kineserne krig og tvang Kina til igen at legalisere opiumshandlen. En senere opiumskrig mellem England og Kina førtes i årene 1857-1860 og antallet af opiumsafhængige i Kina var stegt til det tidobbelte til et forbrug på over 100.000 kasser årligt. Opiumshandlen forblev under tvang lovlig i Kina til 1908. Kineserne forsøgte på alle måder, at holde alle oplysninger omkring tedyrkning og senere bearbejdelse hemmelige. Kejseren pålagde alle, der gav oplysninger omkring te til udenforstående, dødsstraf. Der blev spredt falske oplysninger om tedyrkning for at narre eventuelle interesserede. Dette lykkedes i mere end 300 år. Det lykkedes en svenske botaniker, at smugle levedygtige frø fra teplanten ind i Sverige i 1800-tallet, men han troede at den grønne te og den sorte var to forskellige arter, så det resulterede ikke i noget. Hollænderne derimod opnåede gode resultater på Java med planter og frø fra Japan. Grundet den store efterspørgsel, havde englænderne allerede i 1780’erne overvejet at dyrke te i Indien. I 1823 opdagede en major Robert Bruce, at der allerede fandtes te i Indien i Assamprovinsen. I 1830 blev hans fund anerkendt og den første te fra Assam blev udbudt til salg i 1839. I 1848 påviste den skotske botaniker Robert Fortune at grøn og sort te stammer fra samme plante og at forskellen udelukkende ligger i efterbehandlingen af teen.
Indbyrdes konkurrence		Kineserne forsøgte på alle måder, at holde alle oplysninger omkring tedyrkning og senere bearbejdelse hemmelige. Kejseren pålagde alle, der gav oplysninger omkring te til udenforstående, dødsstraf. Der blev spredt falske oplysninger om tedyrkning for at narre eventuelle interesserede. Dette lykkedes i mere end 300 år. Det lykkedes en svenske botaniker, at smugle levedygtige frø fra teplanten ind i Sverige i 1800-tallet, men han troede at den grønne te og den sorte var to forskellige arter, så det resulterede ikke i noget. Hollænderne derimod opnåede gode resultater på Java med planter og frø fra Japan. Grundet den store efterspørgsel, havde englænderne allerede i 1780’erne overvejet at dyrke te i Indien. I 1823 opdagede en major Robert Bruce, at der allerede fandtes te i Indien i Assamprovinsen. I 1830 blev hans fund anerkendt og den første te fra Assam blev udbudt til salg i 1839. I 1848 påviste den skotske botaniker Robert Fortune at grøn og sort te stammer fra samme plante og at forskellen udelukkende ligger i efterbehandlingen af teen.
		en 16 december 1673 angreb 50 hvide mænd, forklædt som indianere og bevæbnede med huggerter og pistoler, tre britiske handelsskibe i Bostons havn. De åbnede telasten og smed den i havnen. Lignende demonstrationer fandt sted andre steder i kolonierne. Efter disse episoder blev amerikanerne aldrig helt så store tedrikkere igen, men det er dog amerikanerne, som opfandt både isteen og teposen. Isteen blev opfundet ved et tilfælde på St. Louis World’s Fair i 1904. Købmænd havde bygget et meget farvestrålende tehus som reklame for sort indisk te, men der var hedebølge, hvorfor ingen havde lyst til at drikke noget varmt. Englænderen Richard Blechynden, som var leder af foretagendet, prøvede at hælde teen hen over is og vupti - isteen var født. Indtil da havde amerikanerne foretrukket grøn kinesisk te, men isteen vandt hurtigt indpas og udkonkurrerede den grønne. En anden betydningsfuld opfindelse er teposen. Den var ikke et tilfælde, men en decideret fejltagelse. Teimportøren Thomas Sullivan fra New York sendte prøver ud til forretninger i små silkeposer og ved en fejltagelse kom en af kunderne til at hælde kogende vand over hele posen. Sullivans kunder udbad sig efterfølgende at få teen leveret i små poser, fordi det var langt nemmere end løse blade.
Handelskrig		Endnu en berømt fejde mellem Amerika og England opstod på grund af te. I 1850’erne var handlen med Kina så omfattende i New England, USA, at kinesisk porcelæn og andre kinesiske varer var hvermandseje. Handlen med Kina - og i særdeleshed tehandlen - ændrede hele skibsbyggeriet. Jo hurtigere man kunne bringe teen hjem, des bedre var chancerne for at den holdt sig frisk. Te har nemlig en tendens til at mugne, når den udsættes for havluft. En rejse fra USA’s østkyst til Kina kunne tage op til et år, så man begyndte at bygge bedre og hurtigere skibe som fx clipperen. Den første clipper blevet bygget privat, og var en videreudvikling af de skibe, der var blevet brugt til at plyndre engelske skibe under krigen i 1812.
		Den første ægte clipper blev søsat i 1845 og gjorde turen til Kina på 102 dage. Det britiske temonopol i Canton ophævedes i 1843, og det blev tilladt at lægge til fem steder på den kinesiske kyst. Englænderne, som var hårdt presset af amerikanerne, blev tvunget til selv at bygge bedre og hurtigere skibe. Deres fragtskibe var alt for tunge og langsomme. I over tyve år var der en intens konkurrence mellem englænderne og amerikanerne, om hvem der kunne bringe årets første tehøst fra Kina til London. Den første te indbragte den højeste pris, og det blev mode i London at være de første til at invitere gæster på te fra den første høst. De involverede skibe og deres kaptajner blev berømte, og nogle mennesker gik så langt, at de lagde sig til at sove ved havnen når tidspunktet for skibenes ankomst nærmede sig. Skibene lastedes meget omhyggeligt af rutinerede kinesiske arbejdere for at sikre, at lasten ikke forskød sig. Da telegrafen endnu ikke var opfundet, var der ingen af skibene, der vidste hvor langt de andre skibe var nået før de nærmede sig London. Det egentlige kapløb blev tit afgjort tæt på den engelske kyst. Det skib, der lagde først til og kunne smide den første kasse te fra borde, havde vundet og gevinsten var store summer penge. Den intense konkurrence ophørte i 1871, da dampskibene næsten havde erstattet clipperne og Suez Kanalen var blevet åbnet, hvilket nedsatte sejltiden til Asien med flere uger. Efter 1875 har teen ikke forårsaget hverken krige eller kapsejladser, men den har ikke mistet sin betydning. Te er en integreret del af madkulturen i store dele af verden. Det er ikke længere kun den sorte te der drikkes i Vesten og USA, den grønne te har også vundet indpas. Man kan i dag få stort set alle former for te fra den ublandede rene vare til alle former for frugtteer. Der findes en tesort til enhver gane og te drikkes for både sin smag og sin gavnlige indflydelse på helbredet.